Haven

Haven
En lille have på 200 m2

tirsdag den 31. maj 2016

Så sprang den første rose ud

Austinrosen Olivia og lyserød verbena
Jeg købte sidste sommer denne forholdsvis nye Austinrose Olivia, som står i krukke. Den er en sund og dejlig rose med en dejlig duft. I går opdagede jeg, at den var sprunget ud, og her til aften snuppede jeg dette billede. 

De fleste af mine roser har fået en ordentlig tur med saksen i år. Mange er klippet HELT ned til jorden og andre stod kun tilbage med pinde på ½ meters penge. De er begyndt at skyde, men det kommer nok til at vare et stykke tid, inden de blomstrer. Indtil da må jeg nyde dem, jeg ikke nåede, eller dem der kun blev studset. De fleste fik dog en alvorlig beskæring. Nu mangler jeg bare at fjerne de mange geranier, der omklamrer og er ved at kvæle dem. Jeg kunne godt bruge 14 dages ferie lige nu.
Clematis Broughton Star og en enkelt blomst af Arvensis Splendens
I morges da jeg kiggede ud af vinduet, opdagede jeg en lyserød plet i det fjerne. Jeg kunne ikke komme i tanke om, hvad det kunne være, og stor var min overraskelse, da jeg gik ned i haven og fik øje på, at både clematis og kæmperosen Arvensis Splendens var sprunget ud. Jeg er meget begejstret for både klematis og rose, selvom rosen i virkeligheden er alt for stor til min lille have. Det er nemlig en kæmpe vildbasse med 1 milliard blomster. Det er den eneste engangsblomstrende rose, jeg har.
Akeleje
Haven er fyldt med disse lyserøde lette dansepiger, som skyder op, hvor de har lyst. Det får de lov til.
Akeleje
Bierne har det med at lave uorden i tingene, så der er også et par enkelte fejlfarver. Jeg tror måske nok, at jeg flår dem op.

mandag den 30. maj 2016

Det er - bl.a. - syrentid

Hvis man ikke er purung, husker man måske Tøsedrengenes dejlige sang "Ud under åben himmel". Jeg har boet en del år i udlandet, og det var en af de sange, som kunne give mig hjemvé. Især disse vers:

Det skete igen - helt utroligt
at sommeren kom - stille, roligt
syrenernes duft den sitrende luft
nu glemmer jeg vinterens fornuft


Luften er hvid - solen danser
nu mærker jeg alle - mine sanser
for græsset er grønt
himlen er høj
nu smider jeg sjælens vintertøj


Jeg vil ud - ud under åben himmel
ja, jeg vil ud - ud på det dybe vand
jeg vil ud - ud under åben himmel
derud hvor jeg bli’r svimmel
ud under åben himmel

(Blogger formateringen driller, så I må finde jer i de hvide striber)
Hvem elsker ikke den vidunderlig duft, der fylder haverummet disse dage, hvis ellers man har syrener i dufthøjde i sin have.
Dværgsyren Syringa meyeri "Palibin"
Dette opstammede eksemplar er fra Heides Planteskole, og har stået i samme krukke i ca. 3 år. Det må være den kraftigst duftende syren i Verden. Jeg købte endnu et lille eksemplar i Bilka for et par år siden, som også står i krukke. De fylder haven med den lifligste duft og er super yndige. ALLE haver, uanset størrelse, kan få plads til denne lækre syren.
 Syringa Beauty of Moscow
Er i sandhed en beauty. Jeg har et opstammet eksemplar stående i krukke. Den har masser af blomster, men løvet er lidt sparsomt i år, og mon ikke det skyldes, at den står i krukke. Omend en kæmpemæssig en af slagsen. Jeg vil forsøge at give den så meget ny jord, jeg kan komme af sted med, for jeg har ikke plads i mine bede.
Syringa Primrose
Denne efterhånden småstore syren står også i krukke. Jeg går forbi den mange gange dagligt og stikker næsen ind i de smukke cremefarvede blomster. Åhhhh.... sikke en skøn tid dette er. Var min have større, ville jeg helt sikkert have mange flere syrener, men der skal jo være plads til andet.
Clematis Montana fragrant spring
Lyser op i et buldermørkt hjørne. Den dufter nu ikke meget.
Clematis Stolwijk Gold
Er som navnet antyder gul i løvet. Det er en alpina, og dette foto tog jeg for en uges tid siden. Den er nu ved at afblomstre, men skyder som en gal fra bunden. De nye lange skud har en skøn æblegrøn farve. Denne klematis står i en meget stor krukke, og jeg har ledt den op i et hjortetakstræ. Den blev erhvervet sidste år (tror jeg nok det var), og er allerede ca. 3 meter oppe i træet og har blomstret som en gal i år. 

lørdag den 21. maj 2016

Nogle af havens forårsblomster og nye beboere

Jeg har været væk fra bloggen i lang tid, og jeg vil gerne sige tak til de læsere, som er kommet med søde kommentarer med opfordringer til, at jeg viste lidt fra min lille have. 

Årsagen til mit fravær har skyldtes store ændringer i mit arbejdsliv, og at jeg i nu lang tid har arbejdet langt over 37 timer om ugen. Det efterlader jo ikke megen tid til bloggeri, når livet, dagligdagen og ..... haven skal passes. Det hele halter lidt bagefter, men planterne venter ikke på mig, og det hele sprøjter op af jorden. Jeg kaster ind i mellem nogle fotos med en sætning eller to på Instagram. Det er et langt mere overfladisk medie, men det er hurtigt og nemt og kan klares på ingen tid.

Her kommer en lille smagsprøve på nogle af de ting, som sker i haven lige nu:
Mit vandhul blev ikke passet godt nok i efteråret og Sigurd er død og svømmer rundt et dejligt sted i en anden dimension. Narcisserne er nu næsten helt væk, og der er fart på både roser og stauder. Tag lige og læg mærkde til de skønne sten, der ligger foran vandhullet.

Det er keramiksten af Helle Nørby, og dem vil jeg lave et indlæg om, for de er ganske vidunderlige, og kan bruges til mangt og meget. Alle havegæster er pjattede med dem, og de tilfører da også haven noget særligt. Mange vil kende hendes firkantede belægningssten, men disse er anderledes og meget mere anvendelige. Jeg elsker små overraskelser i haver.
Her er så de nye guldfisk (myggeæderne kalder jeg dem), som jeg har valgt til vandhullet. De blev hentet for ca. 14 dage siden og er købt som gule guldfisk. I modsætning til de mere almindelige røde. Jeg havde sat mit hovedet, at de skulle være gule, da planterne omkring vandhullet er holdt i hvide, creme og måneskinsgule toner. Jeg synes nu ikke, at de er særligt gule. Mere ........ orange. Gys. Men de er nu søde nok. Jeg har med vilje valgt nogle "fejlfarver" for at kunne se forskel. De vil dog efterhånden også skifte farve til "gul".
Her svømmer de rundt på det lave vand. Selvom de ikke matcher planterne, er de nu søde og tager ganske rigtigt alle myggelarver og alt andet, der bevæger sig i vandet. Det er jeg glad for, for myg elsker mig, og jeg kommer til at ligne elefantmanden, når jeg bliver stukket. Jeg reagerer kraftigt på de lede bæster.
Lamium orvala album. Hvid kæmpe tvetand.
I bedet omkring vandhullet står der bl.a. disse . . Den flyttede ind sidste år, og jeg er forbavset over, hvor meget den er kommet til at fylde på ingen tid. Den har et friskt forårsgrønt løv og for tiden massevis af søde hvide blomster. Det er en skøn plante.
Min træpæon har i år en del store knopper, og de første par stykker sprang ud i går. Når den står i fuld blomst, er blomstren på størrelse med en stor kagetallerken. Træpæon har også et smukt løv. Den burde findes i alle haver. Også de små som min for den er dekorativ hele året. Den er betagende, når den blomstrer som nu.

Clematis koreana x macropetala "Propertius"
Jeg har mange klematis, og her er endnu en, som flyttede ind i min have sidste weekend. Jeg købte sidste år 2 stk. Pink flamingo, men de er pist forsvundet, så da jeg så denne, måtte jeg til lommerne igen. Den ligner Pink Flamingo en del, men nu håber jeg så bare, at den klarer sig bedre. Yndig er den.